Grundlovstale 2021 i Allerød: om moderation, demokrati og flygtninge.

Af Miki Dam Larsen
Viceborgmester

Så fylder det danske demokrati 172 år! Sådan lidt populært sagt. Og sikke en dag at fejre det på – smukt vejr og vi er snaaart igennem corona-krisen. Og hvor er jeg glad for at bo i Danmark i disse tider. Der har været kritik og debat, men der har været styr på det. Tak til alle lige fra sundhedspersonale til udskældte eksperter og ikke mindst vores modige regering.

Nok om det. For 5. juni 1849 – lidt senere end mange andre europæiske lande kom Danmark tøvende med på den gradvise overgang mod demokrati. Og det er jo faktisk det vi fejrer i dag.

Englænderne havde leget med parlamentarisme i nogle århundreder. Franskmændenes og amerikanernes revolutioner var blodige og et par generationer gamle før Frederik den 7. tog initiativ til den første version af vores grundlov. Hvor amerikanerne og franskmændene havde episke krige for deres demokrati, så havde vi i DK forsinkelse, tøven og utilfredse stænderforsamlinger, der truede med at vandre til København for at protestere inden Frederik den 7. altså præsenterede Grundloven af 1849. Har I tænkt over hvorfor der ikke er lavet store film om den danske grundlov og kamp for demokratiet? End ikke et heltekvad? Det er da fordi, vi slet ikke kan de der store armslag i DK.

Historien om den danske grundlov lyder omtrent lige så ophidsende som en dansk struktur- og kommunalreform; provinsen beklager sig og KBH giver sig og vi har et forsinket kompromis uden de store sværdslag.

Så i DK er vi mere til Kim Larsens (anti)heltekvad om Nana med den røde mund og lange sorte negle. Vi tager hånd om vores hverdag og passer på vores naboer og håber på at næste år bliver lidt bedre endnu. Under 2. verdenskrig var det grupper af borgere og folkelige undergrundsbevægelser, der kæmpede den heroiske kamp, mens det politiske DK indgik kompromiser, der til gengæld reddede de danske jøder. Den dag i dag diskuterer vi de kompromisser. Efter krigen kom vi sent med i EF, og i det nuværende EU er vi så meget med og så meget uden for EU på én gang, at jeg har opgivet at forklare logikken til undrende udlændinge.

Det jeg prøver at sige er: Danmark har en lang demokratisk tradition for at bevæge sig frem via små skridt og kompromisser. Men der findes jo helt andre ekstremer, som alternativ. Der er de lande der slet ikke evner kompromisset eller forandringen. Lige fra Sovjet, der endte som en alderssvækket dinosaur, styret af gamle apparatschiks til flere af de arabiske lande eller Iran, hvor bedagede religiøse ledere har måttet erkende, at deres stenalderlige dogmer ikke fangede ungdommen. Sådanne systemer har det med pludselig at styrte sammen. Eller som det symbolsk bliver beskrevet i filmen ”jordbær og chokolade”, hvor nogle cubanere opkalder et gammelt køleskab efter Fidel Castro fordi køleskabet hoster, hakker, larmer og ryster uden at virke. Det er faktisk dødt, det ved det bare ikke nu – Derfor kalder vi det Fidel Castro. Dét er det ene ekstrem.

Det andet ekstrem kunne være Kina. Et samfund, hvor man uden nostalgi eller hensyn løber efter fremtiden. I bogen ”Jeg har set verden begynde” beskriver Carsten Jensen sin rejse i et Kina, hvor kulturarv og mausoleer er blevet til plastickulisser for nogle hurtige penge. Byudviklingen skyder frem med KUN fremtid for øje. Fortid, historie og refleksion er der ikke plads til.

Sådan et samfund kan modsat Sovjet og Iran tilpasse sig til fremtiden. Men til hvilken pris? Disse hurtige udviklinger har det med at føre til bobler, fortrydelse og tab.

Det er i den sammenligning, at jeg mener, at Danmark har en lang tradition for kompromissets midterposition. Hvor kineserne hælder beton og plastic over kulturarven, og dele af Sydeuropa ikke har leveret udvikling i 100 år, så prøver vi at kombinere det gamle og det nye. Konkret i vores byer, hvor vi ved, at vi skal udvikle og tilpasse for at bevare. Vi giver plads til tidens behov, men vi tilpasser til tid, sted og historie. Alle er ikke enige om den rette balance, men vi er praktisk talt alle et sted i midterfeltet.

I den sammenhæng har vi nu en regering, der tør tage ualmindeligt store skridt. Efter dansk standard i hvert fald. Som nævnt tænker jeg, at Regeringen har været modig og hurtig på fødderne i corona-krisen. Ja, vi kan kritisere fejl undervejs, men vi skal til den anden side af jordkloden hos Sydkorea for at finde bedre håndteringer.

Store udfordringer kan altså have godt af et demokrati, der evner at tage store skridt.

Flygtninge og indvandrere er en anden stor udfordring, der har forandret sig meget. At vurdere fremtidens flygtninge- og immigrationsbevægelser er som at spå om borgmesterposten i Allerød; det kan gå i alle retninger.

MEN spøg til side. De lande og regioner, hvor vi ser migration fra, er samtidig lande med voksende unge befolkninger. Årsagerne til migration (klima, konflikt, politisk ustabilitet, manglende job og udvikling) ser ulykkeligvis heller ikke ud til at blive reduceret. Så dem, der nu sidder og undersøger de her forhold, de vurderer, at vi kun er på begyndelsen af en stejl kurve.

Vi må anerkende migrationen vokser og forandrer sig. Vi må derfor også være forandringsvillige ift. De gamle systemer, som vi har bygget op omkring asyl og migration. Og Regeringen har igen taget store skridt.

Det har ført til meget debat i Danmark. Også her lokalt i Allerød. Socialdemokratiet i Allerød har valgt at anerkende behovet for en revision af det europæiske asylsystem, men vi ønsker også at bevare vores solidariske værdier og humanistiske rødder.

Hvis Danmark rykker så hurtigt og så voldsomt, at danske småbørn efterlades i Syrien og velfungerende flygtninge i Danmark – i arbejde og uddannelse – pludselig skal placeres på ubestemt tid i lejre uden håb eller udsigt, så har vi altså tabt en mindst 172 år lang tradition for moderation, kompromis og omtanke. Hvis vi svigter mennesker så fundamentalt, så tror jeg, at der vil være en dansk statsminister i fremtiden, der vil give en undskyldning til nogle børn, der er blevet gamle og arrede.

Jeg vil derfor opfordre til at huske kompromisset og omtankens værdi. Vores grundlovsdag er også en fortælling om, hvor langt den tilgang har bragt os.

Rigtig glædelig grundlovsdag!