Alice Silkjær

“Engageret medborger i det lokale og det sociale”

Opstiller til Allerød byråd 2021

Jeg er single og har været det siden mine børn var helt små. De er for længst voksne nu på 28 og 31 år. Jeg er opvokset på en bondegård i det midtjyske i en stor familie, hvoraf de fleste i dag er selvstændig erhvervsdrivende. Som barn lærte jeg om frihed under ansvar, og jeg lærte at det enkelte menneske har værdi uanset stand og status. De stærke værdier har jeg taget med mig i mit arbejdsliv og min interesse for at gøre en forskel som engageret medborger. ”At have nok i sig selv” er ”no go” for mig.

Jeg har boet i Allerød kommune siden 1983. De første 12 år i Lynge og nu i Enghave Park.

Det meste af mit arbejdsliv har været i velfærdssamfundets maskinrum. De sidste 22 år har det været som Socialrådgiver – en uddannelse, der kombinerer fagene individ, samfund og jura. Jeg har arbejdet en årrække på plejehjem, på institution med boligløse og hjemløse, psykisk syge og sårbare bland andet på Sygehuse og i Jobcentre fra 2007 blandt andet 7 år i Allerød.

Jeg har altid været optaget af dynamikker og samarbejde mellem mennesker, både professionelt og som frivillig. I en årrække var jeg i bestyrelsen for det landsdækkende Epilepsihospital i Dianalund. Jeg har været underviser på adoptionsforberedende kurser og på Socialrådgiveruddannelsen om tværfagligt samarbejde og jeg har været valgt som tillidsrepræsentant i flere omgange. Aktuelt er jeg frivillig Natteravn og jeg er medstifter af Foreningen Frivillighed og Medborgerskab i Allerød.

Som politikker vil jeg arbejde for at Allerød fortsat skal være en god kommune at leve og bo i for alle, børn, unge, voksne – singler såvel som par og børnefamilier. Jeg er bevidst om, at det private erhvervsliv og det offentlige velfærdssystem er hinandens forudsætninger for et velfungerende samfund også lokalt. Jeg ved at politik er benhård prioritering mellem ønsker, behov og økonomi ligesom regler og forskrifter er med til at sætte rammer for mulighederne i en kommune. Vi kan ikke altid få det hele.

Jeg vil især være opsat på at arbejde for

  • vores muligheder for at leve og udvikle os blandt andet gennem kultur, undervisnings- og fritidsaktiviteter
  • at fremme inklusion i daginstitutioner og skoler, så det bliver succesfuldt og ikke opleves som en del af en spareøvelse. Det kræver en professionel indsats
  • rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Jeg er optaget af arbejdsmiljø og ansattes trivsel og udvikling i arbejdet. Sparekniven har for længst udspillet sin rolle
  • at fremme sociale fællesskaber gennem kultur, idræt og fritidsliv, både for dem, der har overskud og for dem der oplever sig ensomme eller er alene
  • at vi passer på klimaet, naturen og Allerøds skønne grønne omgivelser